Langhøj støtter Team Vilde

Langhøj støtter Team Vilde

Langhøj støtter Team Vilde i målet om at skabe større fokus på handicappede og idræt.

Vi blev for nyligt kontaktet af Vilde og hendes far, Rasmus, som til sammen udgør Team Vilde.

“Vilde er født d. 12.06.2013. Hun er født med en genfejl der hedder RETT-syndrom, der ikke kan behandles og gør at hjernen ikke udvikles normalt. Hun sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet, da hun er multihandicappet uden mulighed for selv at gå, stå eller kommunikere normalvis. På trods af dette er hun en meget glad pige det meste af tiden, hvor hun til daglig går i en specialinstitution i Holbæk, med fokus på hendes handicap.

Det var ved et tilfælde vi fandt ud af hun øjensynlig får en masse ud af at være med ude at træne – alle hendes spasmer mm. stopper og hun sidder bare og smiler og suger verden til sig.”

Team Vilde har en meget klar målsætning som vi hos Langhøj bakker 100% op omkring.

“Vi vil forsøge at skabe fokus på handicappede og idræt. Vi vil give Vilde følelsen af at være med på samme vilkår som alle andre. Glemme for en stund hun ikke er handicappet og føle sig som en del af en gruppe uden hendes handicap skygger for hendes muligheder. Hun skal opleve at blive anerkendt for den indsats, som hun er en del af.”

Her er et udpluk af de aktiviteter Team Vilde planlægger at deltage i i 2019:

  • Berlin Halvmarathon 2019
  • Telenor CPH Marathon 2019
  • Garmin Challenge Herning 1/2 Ironman 2019
  • CPH halvmarathon 2019

Vi synes i er super seje og vi glæder os til at følge jer på jeres rejse fremover.