Guide til handicapvenlige strande i Danmark til sommerens køreferie

For mange er sommerferie lig med strandture i det danske sommerland, men kun hvis man rent faktisk kan komme helt ned til vandet. I mange år har Danmark haltet bagefter, når det kommer til handicapvenlig adgang på landets strande. Heldigvis er der nu flere steder, hvor tilgængeligheden er tænkt med fra starten – eller er blevet forbedret.

Her får du et overblik over handicapvenlige strande i Danmark, så du ved, hvor du kan tage hen og nyde en forfriskende dukkert.

Jylland

Hou, Østjylland
Hou er hjemsted for Egmont Højskolen, der især henvender sig til mennesker med handicap og derfor finder du her en af Danmarks mest handicapvenlige badebroer med lift direkte ned i det kølige vand.

Moesgård Strand, Aarhus
Syd for Aarhus, ved Moesgård Strand, er der opført byens længste badebro – komplet med rampe til både gangbesværede og kørestolsbrugere.

Slettestrand, Nordjylland
Slettestrand har en adgangsrampe hele vejen ned til havet. Slettestrand Feriecenter er desuden meget handicapvenligt og tilbyder blandt andet et varmtvandsbassin med to lifte.

Dronningens Ferieby, Grenaa
Badebroen ved Dronningens Ferieby går helt ned til vandet, og som gæst i feriecentret kan du låne en badekørestol.

Aarhus Havnebad
Aarhus Havnebad har i dag en lift, der giver personer med handicap direkte adgang til vandet.

Vejers Strand, Sydvestjylland
Vejers Strand er bred og uden ramper, men du må køre i bil helt ned på stranden. Det gør det muligt for personer med gangbesvær at blive kørt helt ned til vandkanten.

Sjælland

Ishøj Strand
Her finder du en kørestolsvenlig sti over klitterne ved ARKEN samt en rampe hele vejen ned til vandet.

Nivå Strand
Nivå Strand har en handicapbadebro, hvor du kan køre helt ned i vandet direkte fra asfalten ved handicapparkeringspladsen.

Stranden – Charlottenlund
Denne strand blev skænket til Dansk Handicap Forbund af A.P. Møller og fungerer som et fristed for mennesker med handicap. Adgang kræver dog medlemskab af Dansk Handicap Forbund.

Hornbæk Strand
En populær og børnevenlig strand med en handicaprampe ved havnen, som fører direkte ned i vandet.

Langeland

Drejet i Spodsbjerg
Mellem maj og september lægges der strandmåtter ud, så kørestols- og rollatorbrugere får fast underlag helt til vandet. Der er handicapparkering ved kiosken og sti ned til stranden.

Emmerbølle
Her er der fast underlag hele vejen fra handicapparkeringspladsen til stranden, og der er udlagt kørefaste måtter til badebroen. Campingpladsens handicaptoiletter er tilgængelige for besøgende.

Ristinge
Stranden ved Ristingevej 131, 5932 Humble er udstyret med strandmåtter og tilbyder adgang til en handicapbadestol, som kan lånes ved toiletbygningen. Kontakt VisitLangeland på tlf. +45 20 130 250 for kode til låsen.

Fyn

Varbjerg Strand
Denne børnevenlige strand har adgang til badebroen og havet via en handicapvenlig sti. En bade-egnet kørestol findes i toiletbygningen og kan lånes ved henvendelse i Brugsen i Brenderup.

Faaborg Strand
Ved kursus- og konferencecentret Klinten i Faaborg er der en rampe helt ned til vandet og mulighed for at låne en badekørestol.

👉 Læs også: Handicapvenligt sommerhus i Jylland: sådan finder du den rette feriebolig

Klar til en strandtur med bedre adgang?

Uanset om du drømmer om en aktiv ferie med hele familien eller bare gerne vil slappe af på en strand med god tilgængelighed, findes der heldigvis mange muligheder i Danmark.

Hos Langhøj har vi i årtier specialiseret os i at gøre hverdagen og ferien nemmere for personer med handicap, når det gælder transport og mobilitet.

Har du brug for en bil, der er tilpasset dine behov, så står vi klar med rådgivning og skræddersyede løsninger.

👉 Kontakt os her og få en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe dig med frihed i hverdagen og på ferien.

👉 Eller se vores udvalg af handicapbiler og løsninger her.

 

Informationen om faciliteter er baseret på de kilder, vi har haft adgang til. Forhold kan ændre sig – tjek altid med kommunen, turistkontoret eller stedet direkte, inden du tager afsted.